Etna

Mandag, 4. april 2016

End ikke appelsintræerne på Sicilien gror ind i himlen. Da vi kom ned til morgenmaden kl. 8.15, var der ingen gæster, men alle bordene rodede. Der kom ingen for at rydde op, så vi satte os ved den mindst rodede, men der kom stadig ingen. Jeg gik ud i køkkenet. Der stod Emanuelle fra Faulty Towers. Han forstod intet engelsk og han måtte ringe til nogen, som vist forstod lidt engelsk. Vi bestilte æg og bacon, kaffe og juice. Det kom så sporadisk eftersom vi rykkede for det. Sonja fik ingen æg, jeg fik ingen bacon. Efter et par forsøg fik vi da begge kaffe. Til sidst blev det for meget, så da jeg gik op på værelset gik jeg lige forbi receptionen og beklagede min nød. Hun lovede, at det nok skulle blive bedre.

Jeg havde nu travlt. Jeg skulle være i receptionen kl. 9, for at møde én fra biludlejningsfirmaet. Vi har nemlig bestilt bil i tre dage og han ville komme med bilen og vi skulle køre til hans kontor og ordne papirerne. Det er stadig ikke gået op for mig, hvorfor vi ikke bare kunne have gjort det på hotellet. Det var en Fiat Punto og jeg bestilte fuld forsikring (det forstår du, når du har set trafikken) og GPS. Tanken var næsten tom, så jeg skulle fylde den op inden jeg kunne møde Sonja. Det finder man ikke bare lige, men det lykkedes. Så ville jeg finde hjem til hotellet på GPSen, men den “bootede”, så snart den skulle finde en adresse. Tilbage til biludlejningsfirmaet og forlange en ny. Nu var jeg ved at blive stresset, så jeg skyndte på ham. Nu var han også stresset, men det havde ingen indvirkning på hans hastighed, - måske lidt. Vi snakker om de små marginaler. Jeg fik en anden (gammel) GPS fra TomTom. Jeg ringede til Sonja og vi aftalte at mødes under de blomstrende træer fra i går.

Det er ikke “bare lige” at køre i Catania. Vigepligten er erstattet at forkørselsret til alle og scooterne sværmer omkring bilen som fluer. Foran, bagved, venstre, højre. Alle steder. Byen bliver bestemt ikke pænere, jo længere man kommer ud i forstæderne, men efterhånden som vi kørte opad mod Etna Sud, blev naturen mere interessant. Sorte sten og færre og færre træer.
Hårnålesving i massevis. Jeg synes, der gik lang tid inden vi nåede Rifugio Sapienza, hvor kabelbanen går fra. Vi købte billet til både kabelbanen og bus videre op så tæt på Etna, som der var muligt. Det skulle vise sig at være en god ide. Jorden var sort og sneen hvid på vej op ad ujævne veje. Vi kørte vel kun ca. 5 km. Vi var nu i 3000m og luften føltes tynd.

Chauføren i bussen skulle også være guide rundt i området, som består af flere “huller”, hvor der har været udbrud. Vi besteg én, som var i udbrud i 2002 og selv om vi gik lidt i sne var der intet på kanten til krateret. Jorden var varm og visse steder steg der dampe op. Jorden var vel ca 40g, når man lige skrabte de øverste få centimetre af. Lidt mærkeligt. Jorden består af sort pimpsten, som ikke vejer meget.

Jeg talte med en familie fra Belgien på vejen ned i bussen. Konen var amerikansk, han var fransk belgier, så deres to drenge blev skældt ud på både fransk og engelsk. De var nu gode nok, men med krudt i røven.
Vi indtog en simpel frokost ved kabelbanen inden vi tog den ned. Solen var skarp og varmede godt, så den fik lov at skinne på vor hvide hud, inden vi fortsatte ned til bilen. Nu var det Sonjas tur til at køre, så jeg kunne slappe af og nyde udsigten. Det er forår og dejligt varmt. Mandel- og kirsebærtræerne blomstre og det virker måske endnu smukkere, når baggrunden er de sorte klippestykker.

Jeg var træt, så min chaufør indviljede i at køre hjem til hotellet. Jeg havde lyst til at sidde på en fortovscafé med en øl og skrive dagbog. Sonja gik en strøgtur imens og bagefter fandt vi en restaurant, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde trafikken. Sonja fik Gnocchi og jeg hestesteak. Vi delte en salat med fennikkel og blodappelsin. En fantastisk kombination. Rødvinen var (selvfølgelig) en Etna Rosso, 2013. En virkelig overraskelse. Jeg havde forventet en tæt og kraftig vin, men fik en lys, næsten roséagtig vin, men med en fin smag. Hesten var også en overraskelse. Jeg havde forventet noget lignende som oksekød, men det var blødere, mere mørt, - måske lidt som lever, men med vildtsmag. Jeg kunne lide det, men de lidt mere kræsne, ville nok afvise det. Sonja gik hjem på hotellet, mens jeg skrev netop dette.