Hjem

Lørdag, den 9. april 2016

Se billeder fra hele turen her

Hvad skal man lave på dagen hvor man skal hjem? Vi havde i hvert fald ikke de store planer. Selvfølgelig pakke og checke ud.

Vi manglede at se det romerske bad under domkirken. Det var blevet opdaget i 1800-tallet og nu bevaret for fremtiden. Romerne havde udnyttet en underjordisk flod til at lave en badeanstalt under jorden. De kunne varme rummet op med nogle ovne i den ene ende. Anlægget var vel på størrelse med vort hus, så vi kunne hurtig overse det.

Vel ude fortsatte vi videre til markedet. Der er altid liv og glade dage og jeg tog nogle levende billeder, for på den måde at beskrive mylderet og aktiviteterne.

Vi satte os bagefter på vor stamcafé. Vi spise nogle af de dejlige sicilianske kager med mandler. Vi kan også få nogle lignende herhjemme, men disse er bare bedre. Vi sad bagefter lidt i hotellets "dagligstue" og læste og to så hen på eftermiddagen en taxa til lufthavnen. Vi fik lidt mad derude og fik så checket (og betalt) for kuffert. Turen til Hamborg tog ca. 2½ time. Luftkaptajnen var en kvinde, så efter landingen tog andenpiloten over, da flyet skulle parkeres ;-)

Det gik hurtigt med at finde en shuttlebus til parkeringshuset og komme derfra, men så var heldet også ved at være opbrugt. Det tyske vejvæsen havde beslutte at spærre motorvejen lige nord for Hamborg og så ca. 50 km nordpå. Vi blev ledt ind på rute 41 på hovedvej 4. Det gik fint, men altså kun med 70 km/t, men ellers gik det fint hjem. Vi landede på Skejbytoften kl 3 søndag morgen. Jeg var træt og det var vi også begge hele søndagen.

Stranden

Fredag, den 8. april 2016

Det var egentlig meningen, at vi ville til Saracusa, som ligger godt en times togkørsel sydpå, men da solen skinnede, bestemte vi os for at tage til stranden. Vi købte billet for 1€ pr stk og kørte ud til noget de kalder Kennedy. Appelsintræerne groede i rabatten og de duftede vidunderligt. Store hegn spærrede for adgangen til stranden. Her er stranden privat og så tidlig på sæsonen er ingen porte åbne. Vi gik langs vejen mod byen og efter 500 meter var der et hul. Restaurant og forlystelser var ved at blive gjort klar. På stranden kørte en bæltetraktor med en frontskovl og skubbede sand længere op på stranden.

Lidt længere henne lå en meget stille lille delfin. Måske var den faldet i søvn i solen. Eller også var den bare død. Stranden var ellers stort set tom. Enkelte gik hvileløst rundt. Stranden var ikke ryddet for diverse affald, der er skyllet op i løbet af vinteren, men det kommer sikkert. Vi lagde os tæt på vandet og nød at solen skinnede på os. Jeg forsøgte også at bade, men understrømmen var for kraftig. Efter en times tid vandrede vi videre ind mod byen. Vi fandt et hul ud til vejen langs stranden og lidt længere inde startede promenaden. Her satte vi os og fik noget at drikke.

Vi ville helt ind til domkirkepladsen, men for at komme derind skulle vi igennem Catanias favela, som min ven kaldte det. Det er til stadig forbløffelse, hvor dårligt alt (ikke) er vedligeholdt.

Det blev en dejlig spagettifrokost på Piazza del Dome. Hjemme på hotellet skulle jeg lige ligge en halv time. Det blev lidt mere, så Sonja var gået med for at få en kop kaffe. Jeg fortsatte til vinbaren over for hotellet, hvor jeg prøvede et par hvide sicilianske vine og en enkelt rød. Så var det tid til at få noget aftensmad. Vi gik ned i “Christianiagaden” til mine venner. Vi blev budt velkommen som ægte sicilianske venner.

Sonja fik salat af fennikel og appelsin og jeg norsk klipfisk. Det smagte rigtig godt. Vi har set det flere steder på markedet. Klipfisk holder sikkert også længere i varmen. Hovedretten var spaghetti til Sonja og oksesteak til mig. Igen meget vellykket. Som en ven af huset, trak de proppen op af en fin flaske rødvin, bare for at jeg kunne smage den. Den lå også flere klasser over de andre, som de havde serveret, uden at de var dårlige. Sonja var træt og gik hjem. Jeg blev og fik deres fine espresso og her serverer de en fadlagret grappa. Igen en aldeles fin oplevelse. Vi bød hinanden farvel og lovede at holde kontakt på e-mail. Jeg sender ham noget om økologi i Danmark. Så må han bruge Google Translate.

Fridag

Torsdag, 7. april 2016

Nu sagde kroppen fra. Ikke flere strabaser. Jeg var træt, så jeg fik godt nok morgenmad, men lagde mig igen. Ved 12-tiden stod jeg op og gik ned på caféen og fik lidt kaffe. På vejen så jeg markedet. Sonja har lagt mærke til at der ikke er supermarkeder. Alle fornødenheder købes enten på markedet eller i små butikker, som f.eks. handler med rengøringsmidler. Jeg skrev gårsdagens dagbog på caféen sammen med en øl. Senere fik jeg noget brød af butterdej med skinke indeni. Karakteren mellem. Jeg brugte ret lang tid der, men hen på eftermiddagen gik Sonja og jeg op mod en vinforretning, som skulle uddele smagsprøver ifølge "Turen går til Sicilien".

Den havde middagslukket, så vi traskede lidt rundt i kvarteret. Magen til faldefærdig lort, skal man lede længe efter. Der findes intet, overhovedet intet, der er i orden. Selv en fodboldbane til børnene var tilgroet og der lå affald i hjørnet. Måske har min ven fra i går alligevel ret i, at det var bedre at bombe det hele. Da jeg kom tilbage til vinforretningen, viste det sig, at den havde store vintanke, hvorfra man kunne fylde sine egne flasker, men de delte ingen smagsprøver ud.
Jeg har set flere såkaldte vinbarer, så gik jeg på udkig efter dem. På vej op ad Etnea, som er hovedgaden, var jeg lige inde i en forretning og købe en T-shirt. Vinbaren Rasmatas viste sig at være den første jeg så, så jeg satte mig derind. Man kunne købe glas af forskellige vine, både røde og hvide, men jeg holdt mig til de røde. Det blev til fire glas og så vand for resten. Det var faktisk så hyggeligt, at jeg bestilte bord til aftensmaden. Køkkedet åbner, som alle andre steder, kl. 20. Så jeg aftalte, at Sonja kunne komme til spisetid. Hovedretten var to store fiskesteaks, men det var ikke tun. De smagte dejligt. Vi orkede ned ikke kaffe bagefter, men gik op på værelset.

Taomina

Onsdag, den 6. april 2016

Jeg skal love for at vi får opmærksomhed til morgenmaden. Æg og en rigtig god bacon, helt sikkert ikke fra et penicilinsvin fra Danmark og så et glas af deres fantastiske blodappelsinjuice.

Det var sidste dag, hvor vi havde bilen.

Vi ville til Taomina lidt nord for Catania. Vi tog motorvejen. Taomina, og dens naboby, ligger på et lille bjerg, så den var nem at forsvare. Vi var heldige at finde en plads i en parkeringskælder. Det kan man ikke i højsæsonen. Byens hovedattraktion er et græsk amfiteater, som blev modificeret af romerne, så de kunne holde kampe derinde. Det er virkelig turen værd! Den er stor og har udsigt til bugten og byen nedenfor, men vigtigst er udsigten til Etna. Vi tog så mange skønne billeder af teateret og udsigten, så begge vore fotografiapparatet løb tør for strøm. Vi var blevet trætte og sultne, så lidt længere nede i byen fandt vi en meget tiltalende fortovsrestaurant, som derudover serverede økologisk mad fra Sicilien.

De var lige startet og var meget stolte af deres koncept, som vi selvfølgelig kunne billige. Sonja fik spaghetti med hummer og jeg blæksprutte med kartofler. Simpelt, men godt. Der var økologiske oliven til. Økologisk frugt et vigtigt, hvis man også spiser overfladen, ligesom æbler. Jeg er sikker på at sicilianerne ikke holder sig tilbage med giftsprøjten, hvis de synes, det er nødvendigt.

Der går en gondolbane ned til stranden, men den var lukket. Sæsonen er ikke startet, så vi måtte gå ned. Der er en lille bugt med stenstrand, men ude i bugten ligger øen “Bella Insula” og det var en meget smuk ø, set fra stranden, hvor vi havde bænket os for lige at slappe af efter turen ned. Jeg fik den lokale øl. Jeg er ikke vild med den. Jeg tror, de har puttet frugt, måske kirsebær, i den. Jeg foretrækker helt sikker den italienske øl, Nostra Azzurra.

Bølgerne fra Middelhavet skylder ind i bugten, rundt om Bella Insula og mødes mellem øen og fastlandet, hvor de har skyllet småsten sammen til en revle over til øen. Vi gik derover, men ikke uden at få våde fødder. Man skal betale 4€ for at se øen, som viste sig at være ombygget med trapper, små rum og terrasser. Det kan man ikke se fra fastlandet og det har bestemt ikke forskønnet øen. Murene og trapperne var lavet af øens sten. Formerne kunne godt ligne Barcelona's Gaudi eller den lille “stat” på Madeira.

Sonjas knæ kunne ikke bestige skrænten op til Taomina, så jeg gik selv for at hente bilen. Der var 252+43+63 trin op. Dertil skal lægges stejl vej. Jeg havde fået varmen, da jeg kom op. Parkeringstiden var lige udløbet og jeg forsøgte at finde en vej ned, men var ikke så nemt. Det viste sig nemlig, at jeg skulle køre OP i byen for at komme ned. Nu var jeg træt og ville bare hjem. Vi tog motorvejen og var vel hjem lidt over 18, lige tids nok til at vi kunne aflevere bilen rettidigt.

Jeg gik straks ned til gaden med hippierne (Via Penninello) og satte mig ind i Internetcaféen. Jeg følte helt hjemme i 70’erne. Servitricen havde tatoveringer på armene, ringe rundt omkring på kroppen og en lyserød nissehue. De spillede bluesmusik i højtaleren. Jeg startede på at skrive dagbog, men da Sonja kom gik vi til en restaurant ganske tæt ved, lige ved kirken. Den var virkelig god. Jeg fik en græsk salat til at begynde med. Jeg havde egentlig ikke behøvet mere, men så kom en kæmpe pizza. Den smagte godt nok, men jeg kunne slet ikke komme igennem den.

Jeg skulle lige tilbage til “hippiegaden” for at få en kop kaffe på restauranten fra i går. De har nemlig en fantastisk god kop espresso.  Der gik ikke længe før jeg var faldet i snak med den unge indehaver. Han forsøgte også kun at servere økologisk. Han dyrkede faktisk sine egne økologiske tomater. Han spiste ikke selv andre tomater. De var genmodificerede, mente han. Frøene kom fra Kina, så han har nok ret. Nu kom vi så ind på den sicilianske administration. Han mente, at vi, i Nordeuropa, havde meget bedre styr på administrationen og at vi ingen korruption har. Det har han sikkert nok ret i. Han mente, at det eneste der var at gøre med Sicilien var at bombe det hele. Lidt drastisk, men det mener du vel i overført betydning. Næhh, såmænd ikke, svarede han. Han var virkelig træt af Sicilien. Jeg rådede ham og alle sicilianere til at skabe en demokratisk revolution. Det så nu ikke ud til, at han mente, det var værd at forsøge. Det vil være umuligt at mobilisere et flertal, som socialistpartiet fik i Grækenland. Sicilianerne er ikke uddannede nok til at forstå deres situation. Deres stemme kan købes for nogle få dagligdags goder, som han fortalte, Berlusconi gjorde ude på landet. Hold folket i uvidenhed, armod og i religiøs tro. Så har du fuld kontrol over dem. Så kan de udnyttes uden, at de gør modstand.

Stakkels Sicilien

Modica

Tirsdag, den 5. april 2016

Nu virkede morgenmaden igen. Vi satte os mætte i bilen og drog sydpå mod Marina di Ragusa på det allersydligste Sicilien. Vi plejer at tage den længste tur i starten og så køre hjem ad de små ruter. Således også denne gang. Det blev ad motorvejen E45 til den sluttede og derefter videre ad almindelige veje. Sicilien er altså stor, så det tog i hvert fald to timer og da vi så kom forbi Marina di Modica, smuttede vi derned.

Der var stadig en halv time til Marina di Ragusa og den ene Marina kan vel være lige så god som den anden. Ifølge Turen Går Til Sicilien er Marina di Ragusa sicilianernes fortrukne badested. Marina di Modica er ikke så stor og formentlig heller ikke så fin, men der var strand, sol og Middelhav. Det er nok til mig. Der var næsten ingen, men en strandbar var “open for business”, så der fik vi frokost. Salat med lidt tun. Det passer mig fint. Vejret var som en dejlig dag ved stranden i Danmark. Vi nød solen, vinden og den høje radio i baren. Løsslupne italienske pladevendere, der spillede “det de unge vil ha’”.

Vi vente nu bilen norpå. Vi ville til byen Modica, som sammen med næsten alle andre byer i det sydøstlige Sicilien, i slutningen af 1600-tallet blev jævnet med jorden af et kraftigt jordskælv. De blev alle genopbygget i tidens stil, nemlig Barok. De er vist alle kommet på UNESCO’s verdensarvsliste og altså også Modica. Modica er specielt ved, at den er bygget på skrænter. Vi fandt centrum og parkerede bilen. Som næsten enhver anden by i Italien har også Modica en vej opkaldt efter Umberto I. Den gik vi op ad. I centrum stod en af disse turisttog trukket af en traktor forklædt som futtog. Sonjas knæ og min dovenskab forhindrede os i af bestige de stejle gader til fods, så vi lod os fragte rundt i byen af futtoget. En højtaler fortalte os på italiensk og italiengelsk, hvad vi så.
Vel nede igen gik vi nu på jagt efter byens berømte chokolade. Jeg fandt en butik med gratis smagsprøver på chokoladen. Butikken solgte også siciliansk vin, så vi slæbte både vin og chokolade hen til bilen.

Sonja havde kørt bilen op til Modica, så jeg overtog rattet hjemover. Vi kørte ikke ad motorvejen, men ad almindelige vej. De har åbenbart en bedre beskaffenhed end motorvejen, som var meget ujævn. Til gengæld bliver der kørt friskt til. En almindelig afstand til den forankørende er en invitation til en hasarderet overhaling. Man skal være forberedt på at holde ind til højre, når den overhalende møder en modkørende.

Vi standsede et sted for at fotografere sceneriet. Især stendigerne mellem markerne og de små bjerge, som måske var gamle vulkaner. Der er helt gult af blomster, - guldregn, en slags kamille eller margueritter og andre som vi heller ikke kender navnet på. Der var dale hvor hele marker var dækket med et fiberdug. Nedenunder var der vinplanter. Senere var der store marker med appelsintræer. Der var en fin og parfumeret duft fra appelsinblomsterne.

Alt er rodet. Især når man kommer tæt på en by. Ingen struktur, store reklameplakater, ruiner, hvor man er i tvivl om de halvfærdige med opbygningen eller nedrivningen. Vejene er hullede og ujævne. Hvis ikke der var mnnesker på øen, ville der helt sikkert være smukt.

Vi var sent hjemme, så vi fandt straks en lille sidegade nær hotellet med en restaurant, der kaldte sig “Vintage Bistrot”. Vi kunne sidde udenfor og betragte dette lille samlingssted for byens ungdom. Overfor var der en internetcafé, vist mere café end internet og unge mennesker sad ude på trappen og vejen og drak øl og røg hash. En mini Christiania. Maden var rigtig god. Så det var en fin slutning på en lidt travl dag.

Etna

Mandag, 4. april 2016

End ikke appelsintræerne på Sicilien gror ind i himlen. Da vi kom ned til morgenmaden kl. 8.15, var der ingen gæster, men alle bordene rodede. Der kom ingen for at rydde op, så vi satte os ved den mindst rodede, men der kom stadig ingen. Jeg gik ud i køkkenet. Der stod Emanuelle fra Faulty Towers. Han forstod intet engelsk og han måtte ringe til nogen, som vist forstod lidt engelsk. Vi bestilte æg og bacon, kaffe og juice. Det kom så sporadisk eftersom vi rykkede for det. Sonja fik ingen æg, jeg fik ingen bacon. Efter et par forsøg fik vi da begge kaffe. Til sidst blev det for meget, så da jeg gik op på værelset gik jeg lige forbi receptionen og beklagede min nød. Hun lovede, at det nok skulle blive bedre.

Jeg havde nu travlt. Jeg skulle være i receptionen kl. 9, for at møde én fra biludlejningsfirmaet. Vi har nemlig bestilt bil i tre dage og han ville komme med bilen og vi skulle køre til hans kontor og ordne papirerne. Det er stadig ikke gået op for mig, hvorfor vi ikke bare kunne have gjort det på hotellet. Det var en Fiat Punto og jeg bestilte fuld forsikring (det forstår du, når du har set trafikken) og GPS. Tanken var næsten tom, så jeg skulle fylde den op inden jeg kunne møde Sonja. Det finder man ikke bare lige, men det lykkedes. Så ville jeg finde hjem til hotellet på GPSen, men den “bootede”, så snart den skulle finde en adresse. Tilbage til biludlejningsfirmaet og forlange en ny. Nu var jeg ved at blive stresset, så jeg skyndte på ham. Nu var han også stresset, men det havde ingen indvirkning på hans hastighed, - måske lidt. Vi snakker om de små marginaler. Jeg fik en anden (gammel) GPS fra TomTom. Jeg ringede til Sonja og vi aftalte at mødes under de blomstrende træer fra i går.

Det er ikke “bare lige” at køre i Catania. Vigepligten er erstattet at forkørselsret til alle og scooterne sværmer omkring bilen som fluer. Foran, bagved, venstre, højre. Alle steder. Byen bliver bestemt ikke pænere, jo længere man kommer ud i forstæderne, men efterhånden som vi kørte opad mod Etna Sud, blev naturen mere interessant. Sorte sten og færre og færre træer.
Hårnålesving i massevis. Jeg synes, der gik lang tid inden vi nåede Rifugio Sapienza, hvor kabelbanen går fra. Vi købte billet til både kabelbanen og bus videre op så tæt på Etna, som der var muligt. Det skulle vise sig at være en god ide. Jorden var sort og sneen hvid på vej op ad ujævne veje. Vi kørte vel kun ca. 5 km. Vi var nu i 3000m og luften føltes tynd.

Chauføren i bussen skulle også være guide rundt i området, som består af flere “huller”, hvor der har været udbrud. Vi besteg én, som var i udbrud i 2002 og selv om vi gik lidt i sne var der intet på kanten til krateret. Jorden var varm og visse steder steg der dampe op. Jorden var vel ca 40g, når man lige skrabte de øverste få centimetre af. Lidt mærkeligt. Jorden består af sort pimpsten, som ikke vejer meget.

Jeg talte med en familie fra Belgien på vejen ned i bussen. Konen var amerikansk, han var fransk belgier, så deres to drenge blev skældt ud på både fransk og engelsk. De var nu gode nok, men med krudt i røven.
Vi indtog en simpel frokost ved kabelbanen inden vi tog den ned. Solen var skarp og varmede godt, så den fik lov at skinne på vor hvide hud, inden vi fortsatte ned til bilen. Nu var det Sonjas tur til at køre, så jeg kunne slappe af og nyde udsigten. Det er forår og dejligt varmt. Mandel- og kirsebærtræerne blomstre og det virker måske endnu smukkere, når baggrunden er de sorte klippestykker.

Jeg var træt, så min chaufør indviljede i at køre hjem til hotellet. Jeg havde lyst til at sidde på en fortovscafé med en øl og skrive dagbog. Sonja gik en strøgtur imens og bagefter fandt vi en restaurant, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde trafikken. Sonja fik Gnocchi og jeg hestesteak. Vi delte en salat med fennikkel og blodappelsin. En fantastisk kombination. Rødvinen var (selvfølgelig) en Etna Rosso, 2013. En virkelig overraskelse. Jeg havde forventet en tæt og kraftig vin, men fik en lys, næsten roséagtig vin, men med en fin smag. Hesten var også en overraskelse. Jeg havde forventet noget lignende som oksekød, men det var blødere, mere mørt, - måske lidt som lever, men med vildtsmag. Jeg kunne lide det, men de lidt mere kræsne, ville nok afvise det. Sonja gik hjem på hotellet, mens jeg skrev netop dette.

Catania

Søndag, 3. april 2016

Jeg skal give den tyske radiospeaker forår, skal jeg. Her er blå himmel og omkring tyve grader. En dejlig morgen. Det skulle vise sig at være en aldeles fin morgenmad på hotellet, når man tager i betragtning, at man er i Italien. Vi fik endda æg og bacon og en fantastisk appelsinjuice lavet af øens blodappelsiner.
Vi startede på Elefantpladsen. Den hedder sådan, fordi der er en aldeles grim statue med en elefant med en obelisk på ryggen. Pladsen er omgivet af store bygninger lavet af sorte lavasten. Mere specielt end kønt. Lige ved siden af ligger Cattedrale di Saint’Agate, som er ganske fin indvendig. Man kan komme op og gå rundt om kuplen.

Det kan anbefales. Der er en god udsigt over byen, Middelhavet og især Etna. Det ryger konstant op af den, fra flere små huller. Det bliver virkelig sjovt at komme derop. Vi trissede videre ned i byen. Nede ved banen blomstrede nogle små træer og lidt længere henne var fiskemarkedet ved at lukke, men vi kunne stadig se nogle af Middelhavets frugter.

Catania har en af de største romerske amfiteatre, så den fortsatte vi hen imod. Den ligger noget klemt inde mellem husene. Man har vist ikke sat så stor pris på arkæologien tidligere, som man gør nu. Bunden er oversvømmet med meget klar vand, men den er faktisk ganske flot og der blev da også taget nogle billeder. Det var ved at blive frokosttid og det skulle vise sig at være lidt sværere at finde et sted at spise, end først forventet. Det, vi fandt, så hyggeligt ud, men der var kø. Det var under nogle skyggefulde træer, men det er ikke nødvendigt i april. Vi måtte sidde på en bænk og vente. En øl hjalp lidt på ventetiden, men der skulle vise sig, at en øl ikke var nok. Vi blev sat ved et bord og tjeneren satte sig ved siden af os og begyndte at læse op af menukortet. I sig selv ganske tiltalende og jeg kom da også til at bestille en tallerken sardiner, som jeg ikke havde planlagt. Så blev vi pludselig usynlige. Ligesom i går aftes. Der skete bare ikke noget. Alle andre fik serveret, hvad de havde bestilt. Vi sad bare og ventede. Det var først, da vi rykkede for maden, at de kunne se os og så kom min græske salat og de friterede sardiner.

Vi var egentlig lidt trætte, men vi gik alligevel op til Giardino Bellini-parken nord for hotellet. Parken var fyldt med buske, træer og byster af berømte mænd, men jeg lagde mig på en stribe græs på en skråning, med snuden lige op i solen. Dejligt. Nu ved jeg godt, at insekter er nødvendige for vor overlevelse på kloden, men de er altså irriterende, når man lige skal have en middagssøvn. Så vi fortsatte ned i byen igen. Snuppede lige en ispind på vejen. Det kunne jeg godt blive afhængig af. Jeg kunne også godt blive afhængig af Siciliens appelsinjuice. Det fås nok ikke bedre nogen steder. Jeg fik et glas og en kop kaffe nede omkring Elefantpladsen. Jeg havde også bestilt kaffe til Sonja, men glemte at sige, at det skulle være “Americano”. Derfor fik jeg en dobbelt espresso. Også en af de bedste, jeg længe har fået. Den krævede en del sukker. Selv den forhindrede mig ikke i at falde i søvn på hotelværelset bagefter. Jeg skrev lidt af denne dagbog og kl. 20 gik vi ud at spise. Sonja havde denne gang ikke ladet tilfældet bestemme, så hun fandt Trattoria I Vecchi Sapori da Maurizio. Det skulle vise sig meget bedre. Sonja bestilte en bønnesuppe og bagefter noget spaggettorør med sværdfisk. Jeg smagte det og det var virkelig godt. Jeg fik først blæksprutter med citron og det tages ganske bogstaveligt. Der var ikke andet, men det smagte fantastisk, ligesom den grillede sværdfisk til hovedretten. Alt sammen så hurtig serveret, så jeg end ikke nåede at drikke min halve liter husets hvidvin. Der blev dog tid til at forsøge at charmere sig ind på en toårig italienerinde. Det lykkedes til sidst. Faderen og moderen skiftedes til at gå med den lille dame rundt i restauranten. I Italien bliver børn forgudet.

Vi gik begge tilbage til hotellet, men jeg ville lige have en kop kaffe og en lille en ved siden af. Jeg blev placeret i “biblioteket” lige ved elevatoren. Det viste sig, at der var fest i restauransten. Festen startede åbenbart kl. 22, for der kom gæsterne. Lidt sent efter nordiske forhold, men her fester man om natten og sover i siestaen.