Stranden

Fredag, den 8. april 2016

Det var egentlig meningen, at vi ville til Saracusa, som ligger godt en times togkørsel sydpå, men da solen skinnede, bestemte vi os for at tage til stranden. Vi købte billet for 1€ pr stk og kørte ud til noget de kalder Kennedy. Appelsintræerne groede i rabatten og de duftede vidunderligt. Store hegn spærrede for adgangen til stranden. Her er stranden privat og så tidlig på sæsonen er ingen porte åbne. Vi gik langs vejen mod byen og efter 500 meter var der et hul. Restaurant og forlystelser var ved at blive gjort klar. På stranden kørte en bæltetraktor med en frontskovl og skubbede sand længere op på stranden.

Lidt længere henne lå en meget stille lille delfin. Måske var den faldet i søvn i solen. Eller også var den bare død. Stranden var ellers stort set tom. Enkelte gik hvileløst rundt. Stranden var ikke ryddet for diverse affald, der er skyllet op i løbet af vinteren, men det kommer sikkert. Vi lagde os tæt på vandet og nød at solen skinnede på os. Jeg forsøgte også at bade, men understrømmen var for kraftig. Efter en times tid vandrede vi videre ind mod byen. Vi fandt et hul ud til vejen langs stranden og lidt længere inde startede promenaden. Her satte vi os og fik noget at drikke.

Vi ville helt ind til domkirkepladsen, men for at komme derind skulle vi igennem Catanias favela, som min ven kaldte det. Det er til stadig forbløffelse, hvor dårligt alt (ikke) er vedligeholdt.

Det blev en dejlig spagettifrokost på Piazza del Dome. Hjemme på hotellet skulle jeg lige ligge en halv time. Det blev lidt mere, så Sonja var gået med for at få en kop kaffe. Jeg fortsatte til vinbaren over for hotellet, hvor jeg prøvede et par hvide sicilianske vine og en enkelt rød. Så var det tid til at få noget aftensmad. Vi gik ned i “Christianiagaden” til mine venner. Vi blev budt velkommen som ægte sicilianske venner.

Sonja fik salat af fennikel og appelsin og jeg norsk klipfisk. Det smagte rigtig godt. Vi har set det flere steder på markedet. Klipfisk holder sikkert også længere i varmen. Hovedretten var spaghetti til Sonja og oksesteak til mig. Igen meget vellykket. Som en ven af huset, trak de proppen op af en fin flaske rødvin, bare for at jeg kunne smage den. Den lå også flere klasser over de andre, som de havde serveret, uden at de var dårlige. Sonja var træt og gik hjem. Jeg blev og fik deres fine espresso og her serverer de en fadlagret grappa. Igen en aldeles fin oplevelse. Vi bød hinanden farvel og lovede at holde kontakt på e-mail. Jeg sender ham noget om økologi i Danmark. Så må han bruge Google Translate.

Fridag

Torsdag, 7. april 2016

Nu sagde kroppen fra. Ikke flere strabaser. Jeg var træt, så jeg fik godt nok morgenmad, men lagde mig igen. Ved 12-tiden stod jeg op og gik ned på caféen og fik lidt kaffe. På vejen så jeg markedet. Sonja har lagt mærke til at der ikke er supermarkeder. Alle fornødenheder købes enten på markedet eller i små butikker, som f.eks. handler med rengøringsmidler. Jeg skrev gårsdagens dagbog på caféen sammen med en øl. Senere fik jeg noget brød af butterdej med skinke indeni. Karakteren mellem. Jeg brugte ret lang tid der, men hen på eftermiddagen gik Sonja og jeg op mod en vinforretning, som skulle uddele smagsprøver ifølge "Turen går til Sicilien".

Den havde middagslukket, så vi traskede lidt rundt i kvarteret. Magen til faldefærdig lort, skal man lede længe efter. Der findes intet, overhovedet intet, der er i orden. Selv en fodboldbane til børnene var tilgroet og der lå affald i hjørnet. Måske har min ven fra i går alligevel ret i, at det var bedre at bombe det hele. Da jeg kom tilbage til vinforretningen, viste det sig, at den havde store vintanke, hvorfra man kunne fylde sine egne flasker, men de delte ingen smagsprøver ud.
Jeg har set flere såkaldte vinbarer, så gik jeg på udkig efter dem. På vej op ad Etnea, som er hovedgaden, var jeg lige inde i en forretning og købe en T-shirt. Vinbaren Rasmatas viste sig at være den første jeg så, så jeg satte mig derind. Man kunne købe glas af forskellige vine, både røde og hvide, men jeg holdt mig til de røde. Det blev til fire glas og så vand for resten. Det var faktisk så hyggeligt, at jeg bestilte bord til aftensmaden. Køkkedet åbner, som alle andre steder, kl. 20. Så jeg aftalte, at Sonja kunne komme til spisetid. Hovedretten var to store fiskesteaks, men det var ikke tun. De smagte dejligt. Vi orkede ned ikke kaffe bagefter, men gik op på værelset.

Catania

Søndag, 3. april 2016

Jeg skal give den tyske radiospeaker forår, skal jeg. Her er blå himmel og omkring tyve grader. En dejlig morgen. Det skulle vise sig at være en aldeles fin morgenmad på hotellet, når man tager i betragtning, at man er i Italien. Vi fik endda æg og bacon og en fantastisk appelsinjuice lavet af øens blodappelsiner.
Vi startede på Elefantpladsen. Den hedder sådan, fordi der er en aldeles grim statue med en elefant med en obelisk på ryggen. Pladsen er omgivet af store bygninger lavet af sorte lavasten. Mere specielt end kønt. Lige ved siden af ligger Cattedrale di Saint’Agate, som er ganske fin indvendig. Man kan komme op og gå rundt om kuplen.

Det kan anbefales. Der er en god udsigt over byen, Middelhavet og især Etna. Det ryger konstant op af den, fra flere små huller. Det bliver virkelig sjovt at komme derop. Vi trissede videre ned i byen. Nede ved banen blomstrede nogle små træer og lidt længere henne var fiskemarkedet ved at lukke, men vi kunne stadig se nogle af Middelhavets frugter.

Catania har en af de største romerske amfiteatre, så den fortsatte vi hen imod. Den ligger noget klemt inde mellem husene. Man har vist ikke sat så stor pris på arkæologien tidligere, som man gør nu. Bunden er oversvømmet med meget klar vand, men den er faktisk ganske flot og der blev da også taget nogle billeder. Det var ved at blive frokosttid og det skulle vise sig at være lidt sværere at finde et sted at spise, end først forventet. Det, vi fandt, så hyggeligt ud, men der var kø. Det var under nogle skyggefulde træer, men det er ikke nødvendigt i april. Vi måtte sidde på en bænk og vente. En øl hjalp lidt på ventetiden, men der skulle vise sig, at en øl ikke var nok. Vi blev sat ved et bord og tjeneren satte sig ved siden af os og begyndte at læse op af menukortet. I sig selv ganske tiltalende og jeg kom da også til at bestille en tallerken sardiner, som jeg ikke havde planlagt. Så blev vi pludselig usynlige. Ligesom i går aftes. Der skete bare ikke noget. Alle andre fik serveret, hvad de havde bestilt. Vi sad bare og ventede. Det var først, da vi rykkede for maden, at de kunne se os og så kom min græske salat og de friterede sardiner.

Vi var egentlig lidt trætte, men vi gik alligevel op til Giardino Bellini-parken nord for hotellet. Parken var fyldt med buske, træer og byster af berømte mænd, men jeg lagde mig på en stribe græs på en skråning, med snuden lige op i solen. Dejligt. Nu ved jeg godt, at insekter er nødvendige for vor overlevelse på kloden, men de er altså irriterende, når man lige skal have en middagssøvn. Så vi fortsatte ned i byen igen. Snuppede lige en ispind på vejen. Det kunne jeg godt blive afhængig af. Jeg kunne også godt blive afhængig af Siciliens appelsinjuice. Det fås nok ikke bedre nogen steder. Jeg fik et glas og en kop kaffe nede omkring Elefantpladsen. Jeg havde også bestilt kaffe til Sonja, men glemte at sige, at det skulle være “Americano”. Derfor fik jeg en dobbelt espresso. Også en af de bedste, jeg længe har fået. Den krævede en del sukker. Selv den forhindrede mig ikke i at falde i søvn på hotelværelset bagefter. Jeg skrev lidt af denne dagbog og kl. 20 gik vi ud at spise. Sonja havde denne gang ikke ladet tilfældet bestemme, så hun fandt Trattoria I Vecchi Sapori da Maurizio. Det skulle vise sig meget bedre. Sonja bestilte en bønnesuppe og bagefter noget spaggettorør med sværdfisk. Jeg smagte det og det var virkelig godt. Jeg fik først blæksprutter med citron og det tages ganske bogstaveligt. Der var ikke andet, men det smagte fantastisk, ligesom den grillede sværdfisk til hovedretten. Alt sammen så hurtig serveret, så jeg end ikke nåede at drikke min halve liter husets hvidvin. Der blev dog tid til at forsøge at charmere sig ind på en toårig italienerinde. Det lykkedes til sidst. Faderen og moderen skiftedes til at gå med den lille dame rundt i restauranten. I Italien bliver børn forgudet.

Vi gik begge tilbage til hotellet, men jeg ville lige have en kop kaffe og en lille en ved siden af. Jeg blev placeret i “biblioteket” lige ved elevatoren. Det viste sig, at der var fest i restauransten. Festen startede åbenbart kl. 22, for der kom gæsterne. Lidt sent efter nordiske forhold, men her fester man om natten og sover i siestaen.

Rejsen til Catania på Sicilien

Lørdag, 2. april 2016

“Es ist Früling”, jublede speakeren i radioen, mens vi kørte mod Hamburg Lufthavn. Temperaturen var steget gradvist fra omkring 10gr i Aarhus til 18gr ved Hamburg. Vi var på vej til Sicilien og skulle flyve med Easyjet til Catania på det østlige Sicilien. Det er ved at blive en dejlig vane at kappe det sidste af sidste af det kolde danske forår af med en rejse til sydeuropa. Jeg har altid gerne villet besøge Sicilien og især Etna. Jeg har set en udslugt vulkan på Island, men her kan man være heldig at se rødglødende lava.

Jeg havde ikke lige tænkt på, at man skal betale ekstra for bagage. Til gengæld for at betale for Sonjas kuffert, så kom min gratis med, da den var mindre og lettere, så den kunne have været håndbagage, men blev taget med i lastrummet.

Da vi var landet, gik vi en del rundt for at finde en shuttlebus til centrum. Det er ikke så nemt her i Italien+ (Sicilien). De har ikke lyst til at fortælle turister noget, man er åbenbart på skattejagt. Vi fandt en bus og sad sammen med et ungt par, som også var med flyet. De kunne hjælpe os med at komme af på stoppestedet “Sicilia” inde midt i byen.

Hotel Royal ligger ikke langt derfra, men kort er jo todimensionelle, så vi blev lidt overrasket over at skulle slæbe kufferterne op ad trapper på vejen. Hotellet og værelset var fint nok, så vi smed bagagen og fandt den nærmeste pizzaria. Det blev noget af en forestilling. Vi blev placeret med udsigt til pizzabageren, den eneste til hele restauranten. Jeg har aldrig set noget arbejde så hårdt, koncentreret og hurtig, som han gjorde. Men lige meget hjalp det, han blev stadig jaget af en gammel dame, der tilsyneladende ejede restauranten og selvfølgelig vidste alt om hvad kunderne ønskede, på trods af at tjenerne spurtede rundt i restauranten. Jeg bestilte noget salat som antipasti og en pizza Diablo med pepperoni som hovedret. Son ja slulle have en salat med tun og æg. De havde to vine at vælge imellem, en rød og en hvid, så jeg valgte 1/2l rødvin. Den fik jeg god brug for, for maden lod vente på sig. Imens var serveringen og pizzabageren underholdningen. Pludselig gik ovnen i stykker og det gav lidt panik i køkkenet. Det blev snakket højt, skuldrene blev løftet og armene rakt mod himlen, som om det skulle hjælpe. Det hjalp i hvert fald ikke på vor mad. Da vi havde ventet 45 min. rykkede jeg for maden og så begyndte der at ske noget i køkkenet. Lidt efter kom først pizzaen og Sonjas salat og derefter min forret. Ingen af delene var specielt gode. Jeg ville hellere have haft Sonjas salat. Tjeneren undskyldte ventetiden, men der var ingen rabat på regningen. Der kommer vi nok ikke igen.